Dusør for ulovlige data
MHG i Computerworld
Det drøftes i øjeblikket, om de danske skattemyndigheder skal købe oplysninger om danske skatteborgere i udlandet, således at disse oplysninger kan indgå i efterforskningen af skatteunddragelsessager. (Se Artikel fra ComputerWorld 10. februar 2010). Sådan som det er oplyst, vil sådanne oplysninger, f.eks. bankoplysninger fra skattely i Schweiz, kunne medvirke til, at danske borgere straffes for skatteunddragelse, og at den danske statskasse tilføres potentielt meget store beløb.
Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at det er i vores alles interesse, at skattemyndighederne på effektiv vis søger at efterforske sådanne sager. Omkostningerne herved altid skal sættes i forhold til de potentielle økonomiske og ikke-økonomiske fordele herved.
Det giver god mening, hvis man bruger f.eks. 20 mio. kr. til at få adgang til oplysninger, som giver staten skatteindtægter på 100 mio. kr., og som måske mere generelt – en ikke-direkte målelig økonomisk gevinst – giver mere respekt for de danske skatteregler blandt potentielle skatteunddragere.
Jeg mener imidlertid ikke, at det er forsvarligt, hvis danske myndigheder erhverver sådanne oplysninger på en måde, som i realiteten betyder, at der skabes et marked for at begå ulovligheder, for at opnå en økonomisk gevinst ved videresalg til den danske stat. Dette vil være konsekvensen, hvis danske skattemyndigheder tilkendegiver, at man vil betale for oplysninger, som er ulovligt erhvervet. Den danske stat vil således medvirke til eller tilskynde til kriminel adfærd. Dette er ikke acceptabelt.
Hvis de oplysninger, som de danske skattemyndigheder ønsker skal indgå i efterforskningen, kun kan opnås ved, at nogen har fået adgang dertil via en kriminel handling, har vi et problem. I det konkrete tilfælde vil der være tale om hemmelige bankoplysninger fra lande med bankhemmeligholdelseslovgivning, og med hvilke lande den danske regering ikke har adgang til at få udleveret de pågældende oplysninger.
Det må således lægges til grund, at hvis man som udenforstående – således som de danske skattemyndigheder måtte være – skal have adgang til sådanne oplysninger, kan dette alene ske ved, at disse ulovligt er blevet kopieret og lækket af interne, altså ansatte, i bankerne, f.eks. medarbejdere, eller ved eksterne angreb gennem hackere. Selvfølgelig kan man også forestille sig situationer, hvor disse oplysninger ved et rent tilfælde er blevet lækket og er kommet tilfældige udenforstående i hænderne. Men disse tilfælde er så usandsynlige, at de ikke kan tages i betragtning.
Hvis de danske skattemyndigheder enten vælger efterfølgende at betale for sådanne oplysninger, altså betale for således ulovligt skaffede oplysninger, eller på forhånd udlover en dusør herfor, vil der uden tvivl skabes et marked for at indhente sådanne oplysninger ulovligt. Dette vil netop være en motivation for hackere for at søge at bryde ind i banker for at hente oplysninger ulovligt ind. Der er ingen tvivl, om en meget stor gruppe hackere fra rundt omkring i verdenen vil se denne økonomiske gulerod som et call to action. Dette kender man jo for de markeder, der eksisterer for køb og salg af andre hemmelige oplysninger fra firmaer. Det er uacceptabelt, hvis den danske stat indleder sig på sådanne aktiviteter.
Det er uacceptabelt i sig selv, og det er uacceptabelt også fordi, at det vil være svært at se, hvor grænsen så herefter går. Skal andre danske myndigheder på ligeså moralsk vigtige områder som f.eks. bestikkelsessager, miljøsager og lignende opfordre hackere til at bryde ind i danske og udenlandske virksomheders it-systemer for at finde ud af, om der er ellers hemmeligholdte oplysninger, som kan bruges i retssager. Jeg kan ikke forestille mig, at danske politikere ville gå så langt. Men jeg kan ikke se, hvor grænsen går mellem sådanne tilfælde og det tilfælde med skatteunddragelse, som er genstand for den konkrete diskussion.
Den konkrete diskussion er også udtryk for en manglende anerkendelse af, at datakriminalitet er ligeså slem som anden form for kriminalitet. Der er nok ikke nogen tvivl om, at denne debat aldrig ville være kommet så langt, hvis der var stillet et forslag om, at anden form for mere fysisk bevismateriale, som f.eks. fysiske dokumenter, mordgenstande, narkotika eller lignende burde skulle kunne fremskaffes til bevismateriale i danske sager på baggrund af, at danske myndigheder betalte herfor eller direkte udlovede en dusør herfor vel vidende, at disse effekter alene kunne fremskaffes, såfremt der blev indgået fysiske indbrud, folk blev truet på livet, eller vold ligefrem blev udført.
Jeg mener således, at det er forkert, hvis danske skattemyndigheder får lov til at betale dusør eller efterfølgende betale penge, hvis de får tilbudt materiale, som alene kan være fremskaffet på ulovlig vis. Jeg vil ikke udelukke, at der i helt konkrete tilfælde kan gøres undtagelser. Men den generelle regel må være den, at man naturligvis gerne indhenter og tager imod alle former for relevante beviser i sager om skatteunddragelse og i det hele taget om andre kriminelle forhold, men at man ikke aktivt medvirker til at skaffe et marked for, at sådanne oplysninger tilvejebringes på åbenbar kriminel vis.
Hvori ligger forskellen på Skats og FE’s informationsindhentning? (Jeg vil ikke have noget imod det, hvis FE insisterer på at tage sig af den informationsindhentning som Skat må have brug for i udlandet.)
Comment by Jacob Sparre Andersen — February 12, 2010 @ 8:40 am
Martin von Haller Grønbæk og ligesindede bør læse nedenstående:
Politiken | 14.02.2010 | Kultur | Side 14 | 725 ord | artikel-id: e1e26f09
Debat: INTERNATIONAL KOMMENTAR: Schweiz kontra retssamfundet
International kriminalitet er en verdensmagt, vi skal kunne bekæmpe
Af PETER WIVEL, EUROPAKORRESPONDENT, BERLIN
For få dage siden holdt Roberto Scarpinato, den statsadvokat, der leder mafiabekæmpelsen i Palermo i Italien, et foredrag i Karlsruhe, hvor Tyskland huser ikke bare sin forfatningsdomstol, men også landets statsadvokatur.
Foredraget handlede om organiseret international kriminalitet. Scarpinato fortalte sine værter, at denne form for erhvervskriminalitet er vokset eksplosivt, og at den i dag er en verdensmagt.
Scarpinato sagde, at den organiserede internationale kriminalitet er interesseret i at reducere statsmagten mere og mere og sabotere de anstrengelser, der gøres for at styrke den politiske og retlige kontrol på globalt plan.
»Verdensoffentligheden og også politikere i mange lande ved sikkert ikke, hvilken fare der udgår fra denne dødelige virus. Man tror stadig, at organiseret forbrydelse kontrolleres af et mindretal, der lever i den kriminelle underverden uden berøringsflade med verden og det liv, ærlige borgere lever«, sagde han.
Men sådan er det ikke. Forretningen blomstrer, fordi millioner af borgere har en interesse i de illegale varer og tjenesteydelser. De har skabt enorme retsfrie rum, hvor stærke kræfter udnytter anarkiet til egen fordel. »Resultatet er«, sagde Scarpinato, »at denne form for virksomhed udfordrer politikken.
Derfor er demokrati og retsstat i fare på verdensplan.
Der er skabt et legalt opererende erhvervsliv, der unddrager sig al regulering«. I DEN FORLØBNE uge har politikere på Christiansborg diskuteret, om Danmark skal følge Tysklands eksempel og købe illegale kopier af skattesnyderes bankkonti i Schweiz.
Lad os derfor repetere. Schweiziske banker forvaltede i 2008 formuer for 3.400 milliarder euro. Af dem tilhørte 1.900 milliarder euro kontohavere, der har adresse i andre lande end Schweiz. Beløbet er så stort, at det svarer til ca. 12 gange det danske bruttonationalprodukt.
Der er selvfølgelig kontohavere, som har legale grunde til at anbringe penge i Schweiz. Men en væsentlig del af pengene, herunder også en pæn portion af dem, der er indsat af folk med adresse i Schweiz, skal utvivlsomt undgå andre nationers og deres retsvæsens søgelys.
De kriminelle kontohavere kan omfatte alt fra ma-fiabosser i lande som Rusland, Kina eller Italien. De kan tælle diktatorer, der systematisk udplyndrer eller har udplyndret deres undersåtter; forretningsfolk, der vil skjule deres indtægter; eller banale skattesnydere, der skader deres egne lande og læsser enorme ekstra byrder over på de skuldre, der har sværest ved at bære.
Schweiz har været en sikker havn for den organiserede kriminalitet, som Scarpinato talte om i Karlsruhe. 30 til 40 af de schweiziske banker, herunder storbankerne UBS, HSBC Private Bank og Credit Suisse, har hvervet udenlandske kunder, der vidste, at de unddrog deres eget skattevæsen milliarder. USA, Frankrig og Tyskland er nu ved at rulle disse sager op.
Ethvert udenlandsk skridt, der kan afsløre denne kriminalitet, måske endda inddæmme den og dermed styrke retssikkerheden internationalt, kommer som sendt fra himlen.
SCHWEIZ magter ikke at foretage sig noget som helst selv, når det gælder om at gøre op med et banksystem, der ikke vil forstå sit eget ansvar. Schweiz ledes af en magistratsregering uden væsentlig myndighed.
Et legalt opgør med den højhellige bankhemmelighed vil utvivlsomt blive lagt ud til folkeafstemning og stemt ned.
Derfor er de bankansatte, der kopierer mistænkelige konti i schweiziske banker, uanset deres individuelle motiver, i lige så høj grad retssamfundets hjælpere som dem, der med fare for deres liv informerer politiet om handel med narko, våben eller mennesker.
De må opmuntres på enhver tænkelig måde. Deres cd-kopier er ikke tyvekoster, og aftagerne af deres kopier er ikke hælere. Det har senest Franz Rinklin, en af Schweiz’ førende eksperter i strafferet, fastslået.
LAD OS NU ikke glemme, at bankvæsnet i USA og Europa i fjor blev reddet fra en selvforskyldt kollaps af skatteyderpenge i et sådant omfang, at de fleste vestlige statsbudgetter har oparbejdet en historisk gæld, som kommende generationer skal betale af på. Bankvæsnet skylder sin eksistens det faktum, at der findes en retsstat.
Roberto Scarpinato sagde i sin tale i Karlsruhe, at vores demokratier og retsstat må beskytte sig mod private organisationer, der på kriminel vis forsøger at reducere statens rolle for at fremme de fås utøjlede og forbryderiske interesser.
I kampen mod denne organiserede kriminalitet, hvad enten den styres af mafiaen i det store eller skattesvindlere i det lidt mindre, skal man ikke lytte til politikere, der taler for at mindske Danmarks eller EU’s magtmuligheder. De vil ikke folkestyrets bedste.
peter.wivel@pol.dk
Demokrati og retsstat er i fare på verdensplan Roberto Scarpinato, italiensk statsadvokat.
Titel
Stednavne TYSKLAND DANMARK
Emneord DEMOKRATI KRIMINALITET POLITIK
Personer
Virksomheder
Alt materiale i Infomedia er ophavsretligt beskyttet
Kunden må ikke sælge, videregive, distribuere, gengive eller mangfoldiggøre materiale fra Infomedia uden særlig og skriftlig aftale med Infomedia. Overført (downloadet) materiale skal slettes efter anvendelsen og må ikke indlægges i informationsgenfindingssystemer, som for eksempel elektroniske postsystemer, databaser, fælles netværk eller lignende.
Videreformidling
Kunden må foretage videreformidling (ved videreformidling forstås kopiering, distribution via elektronisk post, tilrådighedsstillelse i databaser, på netværk eller lignende) af modtagne overskrift- og indledningsformater inden for kundens egen virksomhed. Al anden videreformidling af materiale fra Infomedia skal aftales skriftligt med Infomedia.
Comment by Peter Voigt — February 17, 2010 @ 7:07 am