OpenLife

I sidste uge afsagde Stockholms Tingsret – der vel nærmest er det samme som Københavns Byret i Danmark – som første instans dom i den meget omtalte retssag mellem de fire bagmænd bag fildelingstjenesten Pirate Bay og en stor del af den etablerede indholdsindustri, først og fremmest repræsenteret af de store amerikanske rettighedsorganisationer.

Sagen i Sverige kørte som en straffesag – ligesom det ville være tilfældet i Danmark efter den danske ophavsretslov – hvorefter den svenske stat ved den offentlige anklagemyndighed havde anlagt en straffesag efter straffebestemmelserne i den svenske ophavsretslovgivning mod de fire grundlæggere af Pirate Bay, og hvor rettighedshaverorganisationerne ved samme lejlighed har fået mulighed for at indtale – som det hedder på juridisk sprog – et privat erstatningskrav for det tab, som rettighedsorganisationerne mener, at deres medlemmer havde lidt, som følge af den påståede – og nu pådømte – ulovlige aktivitet fra de anklagedes og nu pådømtes side.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har speciel meget forstand på svensk ophavsret og den deraf følgende svenske straffelovgivning (onde tunger vil også sige, at dette heller ikke er tilfældet for mit vedkommende vedrørende dansk lovgivning ), men så vidt jeg har forstået på dommen, så er resultatet først og fremmest, at de fire grundlæggere er blevet idømt dels en fængselsstraf på 1 år, en større bøde, og til at betalte et stort erstatningsbeløb på SEK 30 mio. til de omhandlede rettighedsorganisationer.

Min hovedpointe her er, at der nok ikke er så meget at komme efter i relation til selve den juridiske vurdering af sagen, men at det reelle punkt for et angreb vil være på den lovgivning, som har givet mulighed for, at de pågældende er blevet dømt. Den Stockholmske byret har således nok anvendt de tilgængelige juridiske regler på den rette måde.

Min forståelse er, at den Stockholmske byret har dømt de fire grundlæggere ikke for selv at have foretaget de ulovlige handlinger – altså for selv at have være gerningsmænd – men for at have medvirket hertil.

Dette medvirken ansvar er helt almindeligt og i sig selv ikke noget nyt, og er så vidt jeg kan vurdere, baseret på mere eller mindre de samme overvejelser og regler, som vi finder i dansk strafferet generelt og i forbindelse med ophavsretslige krænkelser mere specifikt.

Det tyder således på, at retten har vurderet, at ikke det at levere en fildelingstjeneste i sig selv er ulovligt, eller i sig selv betyder medvirken til de ulovligheder, der foregår på fildelingstjenesten.

Men retten har altså vurderet helt konkret, at de pågældende grundlæggere ved deres helt konkrete handlinger og undladelser har været vidende om de ubestridte ulovlige aktiviteter, som de enkelte fildelere på Pirate Bay har foretaget, og at de konkrete omstændigheder i øvrigt medfører, at disse fire grundlæggere må betragtes som medvirkende til de ulovligheder, som er direkte omtalt i dommen.

Det er muligt, at man i forbindelse med appellen af dommen, som er varslet af de dømte, ville kunne overbevise appelinstansen, om at det skøn omkring medvirken, som den lavere instans har foretaget, ikke er korrekt.

Jeg tvivler som udgangspunkt på dette. Min umiddelbare vurdering er, at omfanget af den helt klart ulovlig fildeling på Pirate Bay er så stor, at det er svært andet end at karakterisere Pirate Bay som primært en tjeneste, der faciliterer ulovlig fildeling, altså fildeling af ophavsretligt beskyttede værker, som fildeles uden tilladelse fra rettighedshaverne, og at de fire grundlæggere har været og er fuldt ud klar over dette, og i visse tilfælde må anses for rent faktisk at tilskynde til den ulovlige fildeling. Dette bygger jeg blandt andet på de udtalelser, som grundlæggerne har givet i forskellige politiske sammenhænge.

Jeg har derfor nok svært ved – stadig med det forbehold, at jeg jo ikke kender dommen så godt som, hvis det havde været en dansk dom – at være uenig i dommens resultat ud fra en vurdering af, hvordan loven er i dag.

Dette er imidlertid ikke det samme som at sige, at dommen er rigtig ud fra, hvordan loven burde være. Det er min klare opfattelse, at hensynet til at muliggøre lovlig fildeling via filtjenester må veje højere end hensynet til at lukke samme filtjenester ned, fordi der i et eller andet – måske overvejende grad – foregår ulovlig fildeling.

Al lovgivning bør foretages ud fra en samlet vurdering af, hvad der er bedst for samfundet. Her er det altså min opfattelse, at hensynet til innovation og nyskabende teknologi for deling og distribution af digitalt indhold må veje højere end beskyttelse af de traditionelle forretningsmodeller, der er baseret på stærk kontrol over digitale kopieringer.

Sådan er altså min politiske opfattelse. Hvis den skal forfølges, kræves det enten, at ophavsretslovgivningen ændres til fordel for sådanne fildelingstjenester, eller at flere indholdsudbydere begynder at frigive deres indhold under mindre restriktive licenser, som f.eks. særligt Creative Commons licenserne, der eksplicit giver mulighed for at dele filer via fildelingstjenester.

Uanset af dommen således helt klart må betragtes som en rent juridisk sejr for den traditionelle indholdsindustri, mener jeg, at dommen i virkeligheden kan betegnes som en pyrrhussejr. Kong Pyrrhus af Epirus vandt en sejr over romerne i år 279 f.Kr., men sejren skete med så store tab af mænd, at han ikke var i stand til at fortsætte krigen, idet romerne var langt bedre i stand til at rekruttere nyt mandskab til de fremtidige slag.

På samme måde tror jeg ikke, at Pirate Bay dommen får nogen nævneværdig konsekvens for den fildeling, der lovligt eller ulovligt finder sted i dag på Pirate Bay og mange andre netværk. Det vil fortsætte ufortrødent. Pirate Bay folkene har allerede oprettet alternative tjenester, hvor der nu for alvor kan fildeles anonymt.

Pyrrhussejren ligger i, at den traditionelle indholdsindustri endnu en gang har udstillet, hvor fjernt den er fra, hvorledes deres nuværende kunder ønsker at forbruge og tilgå digitalt indhold i dag. Hvad der naturligvis er endnu værre for den traditionelle indholdsindustri, er at dette også gælder i forhold til deres fremtidige kunder, hvilket er den nye generation af forbrugere fra 0 til vel 15 – 20 år.

Disse unge bliver ikke overbevist om hverken det moralske eller kommercielt forsvarlige i de traditionelle forretningsmodeller ved, at fire svenskere sendes 1 år i fængsel, og en masse nålestribede forretningsfolk og advokater bliver fløjet ind fra USA for at fortælle dem, hvorledes de skal opføre sig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at der er ret mange, der kan se forskel på Bush, Rumsfeld og Cheney og de mange forurettede RIAA og IPFI repræsentanter. (Naturligvis er der forskel!).

Det er jo også blevet oplyst, at Piratpartiet, der er associeret med piratgruppen og Pirate Bay i Sverige, nu har det andet største medlemsnummer blandt politiske partier i Sverige. Derudover forventer man, at Piratpartiet vil stå meget stærkere i relation til valg til Europaparlamentet end tidligere.

Det korte af det lange er nok, at den traditionelle indholdsindustri blot må se i øjnene, at kampen ved domstolen nok er vundet rent på juraen i første instans, men at kampen om den offentlige opinion og PR er tabt både i første og sandsynligvis også vil blive tabt i alle de efterfølgende instanser.

Jeg må nu også sige, at jeg har meget svært ved at have ondt af den traditionelle indholdsindustri i denne forbindelse. Det er jo tydeligt, at peer2peer networks og fildelingstjenester fra Nabster via Kazaa og til BitTorreent og endeligt til Pirate Bay hele tiden har været innovative og teknologiske nyskabelser, som indholdsindustrien hurtigt og effektivt burde have omfavnet og benyttet.

Det er klart, at dette ville have medført en radikal ændring af deres forretningsmodeller, men det er jo altså betingelserne i et konkurrencepræget samfund, hvor man anerkender, at teknologi er en væsentlig drivkraft for forandring.

For eksempel ved man i dag, at den etablerede musikindustri i høj grad benytter sociale netværk og fildelingstjenester til at skabe informationer om, hvorledes præferencer for forskellige typer musik og forskellige konkrete udgivelser skabes, ændres og tilpasses.

Man er således på den ene side imod, at disse netværk – i hvert fald de fildelingstjenester, som man ikke kan få aftaler med – eksisterer, men på den anden side har man erkendt, at de giver afgørende og værdifulde oplysninger om, hvorledes at kunder og forbrugere agerer.

I dag kan man se tilbage på, at den traditionelle indholdsindustri vel har spildt i hvert fald 10 år på en masse retssager, som kun advokater er blevet rige på. Udviklingen har været uafvendelig, og det burde man have indset for 10 år siden. Dette havde kunnet genere indtægter i et omfang, der i et omfang, der hvert fald i en eller anden grad ville have kompenseret for det påståede – og ganske udokumenterede og i mange tilfælde helt urealistiske – tab, som den traditionelle indholdsindustri mener at have lidt på grund af de ulovlige fildelingstjenester (og på grund af moderne digital teknologi generelt).

Det forekommer i dag ret urimeligt, at man i så lang tid har ført et korstog først mod privatpersoner – og nu efter man har indset, at dette for alvor har givet bagslag i en offentlig opinion alene mod teknologiudbydere og udbydere af tjenester.

I hvert fald i burde de – efter min opfattelse – ikke korrekte afgørelser af tabet ved ulovlige fildelingstjenester modregnes et måske lige så tænkt tab, som man selv er skyld i, fordi man ikke har ændret forretningsmodel i tide.

Hvordan kommer man så videre? Jeg tror, at det skal markedet og teknologien nok selv sørge for.

Jeg mener som udgangspunkt ikke, at der bør gøres ret meget på det lovgivningsmæssige område. Dog bør nogle af de åbenbart urimelige stramninger af ophavsretsloven ændres, således at i et eller andet omfang reguleringsuret skrues tilbage til tiden før, at den meget stærke og indflydelsesrige lobby for de primært store amerikanske rettighedsorganisationer begyndte at ”skræmme” lovgivere over hele verdenen til at stramme lovgivningen på området op.

I dag er situationen jo den, at privatkopiering af ophavsretligt beskyttet materiale har strafferammer, som de fleste vel synes er ganske urimelige, når de f.eks. sammenstilles med – for virkelig at sætte det på spidsen – hvad det koster at meje 2 – 3 uskyldige mennesker ned, når man for Gud ved hvilken gang kører spirituspåvirket.

Jeg mener dog ikke, at der bør ændres noget ved det fundamentale i, at de personer eller virksomheder, der skaber værker, skal have beskyttelse – endog stærk beskyttelse – via lovgivning om ophavsret.

Ophavsretten er fundamentalt et gode, som vi skal være glade for. Her er jeg ganske uenig med Piratpartiet og andre, som måtte mene, at ophavsretten skal afskaffes.

Jeg mener, at ophavsretten skal gennemgå en reformation, således at der igen finder en fornuftig balance mellem brugerinteresser og rettighedshaverinteresser sted. Som jeg har nævnt det før, så bør ophavsretten ligeså meget være en ret til beskyttelse af skabernes interesse som en forbrugerbeskyttelseslov.

Da al lovgivning tager tid, og desværre i vidt omfang er påvirket af, hvem de har de stærkeste lobbyister, er løsningen dog på den korte bane, at der via markedet lægges et yderligere pres på de traditionelle forretningsmodeller om fuldstændig kontrol over al digitalt indhold udøvet af rettighedshaverne.

En måde at gøre dette på, som jeg selv tror meget på, er via licensformer, der i langt højere grad er indrettet på den måde, som digitalt indhold bruges på i dag, og som penge tjenes på i den forbindelse. Her taler jeg naturligvis om Creative Commons.

Technorati Tags:
piratebay

I de seneste år har jeg flere gange været ude for, at ny internetteknologi radikalt har ændret den måde, som jeg tilgår og tilegner mig informationer på. Det gælder naturligvis både udtagelse og afgivelse af data, såsom opslag i online vejvisere, rejseplanlæggere, hotelbookninger, e-handel, bestilling af tider hos fysioterapeut, tandlæge osv.

Det gælder også i høj grad den måde, at jeg ”læser” og på anden måde tilegner mig større og længere ”klumper” af information, såsom avisartikler, rapporter og bøger. Internettet har medført, at jeg nu har adgang til lyd og video, f.eks. radioprogrammer, musik, videoklip, tv-udsendelser m.m. på ny og i mange tilfælde en meget effektiv og elegant måde via nettet.

Det, som jeg vil beskæftige mig med her er i virkeligheden de nye og væsentligt anderledes måder, som jeg tilgår skreven information, altså artikler, bøger osv. Det er kommet noget bag på mig, idet det papirbårne medie som bøger og aviser i lang tid og for så vidt stadig er overlegne i forhold til blot at læse disse informationer på en computerskærm. Anderledes selvfølgeligt er det, at digital lyd og video kan leveres via en computerskærm og en IPod.

Jeg tror egentligt, at det hele for mit vedkommende startede med, at både mange flere nyheder og mange flere baggrundsinformationer af kvalitet og af interesse på særområder var at finde på blogs end i de traditionelle medier, også end i de traditionelle mediers nye online tjenester.

Teknologien, der for alvor gjorde dette indhold tilgængelig for mig, og som betød, at læsning af blogindlæg i væsentligt omfang erstattede læsning af traditionelle medier, var de såkaldte RSS-feeds. RSS eller Really Simple Syndication giver mig mulighed for at abonnere på nyheder fra forskellige blogs på en måde, hvor det føles som om, at nyhederne ”skubbes ud” til mig, når de publiceres, men hvor der i virkeligheden er tale om, at det er mig, der ”trækker dem til mig”, når jeg beder min feed aggregator om at kontakte de pågældende blogs og hente nye indlæg i RSS-formatet.

Blogs og RSS betyder, at jeg i dag abonnerer på måske ca. 500 nyhedskilder, hvor størstedelen af ”rigtige” blogs, der forfattes af folk udenfor den traditionelle medieverden. Dette er selvfølgelig overvældende, og mit problem i dag er i virkeligheden, at jeg løbende skal tage stilling til, hvilke af de mange blogindlæg, som jeg skal bruge tid på at læse.

Naturligvis er der allerede mange firmaer, der prøver på forskellig vis at tilbyde mig tjenester, som skulle medføre, at der kan ske en eller anden form for intelligent differentiering og udvælgelse af de mange blogindlæg.

En anden væsentlig ændring i mit nyheds- og informationsforbrug er sket ved, at mange af de informationer, som jeg tilegner mig, ikke tilegnes via læsning af en tekst på en computerskærm, ved udprint eller på anden måde. Nu bruger jeg måske gennemsnitligt 5 – 10 timer om ugen til at få informationerne ind gennem ørerne ved at høre podcasts.

Podcasts er interessante af flere grunde. For det første fordi det at modtage informationer via lyd, og altså via oplæst tekst, ofte vil være mere behagelig og mere praktisk, når man f.eks. transporterer sig fra et sted til et andet og ikke har mulighed for at koncentrere sig om at læse.

For det andet er podcasts interessante af den samme grund som blogs, fordi podcasts giver mulighed for, at andre end de traditionelle medier kan udgive informationer, som ofte er af højere kvalitet end dem, vi får fra de traditionelle medier, og som ofte er langt mere specialiserede og ”to the point” end de mere generaliserede nyheder fra traditionelle kilder.

Med podcasts har jeg fortsat den udfordring, som jeg har med RSS-feeds, at jeg pludselig er i en situation, hvor jeg downloader et stort antal podcasts hver uge, som det rent tidsmæssigt aldrig vil være muligt for mig at få hørt igennem, alene af den grund, at døgnet kun har 24 timer.

De store teknologiske muligheder og de mange nyhedskilder med kvalitetsindhold stiller kun fornyede udfordringer til mig som informationsforbruger. Jeg bliver for alvor nødt til at vælge og selv prøve at finde mening i informationsoceanet.

Nu når vi så frem til Kindle 2. Jeg har i lang tid gået og ledt efter en måde og en dingenot, som jeg kunne bruge til at læse længere informationer, som ikke var udgivet i form af papirbaserede bøger, som heller ikke blot var korte nyhedsstumper, men som var længere indlæg på blogs, eller rapporter i PDF-filer eller lignende.

For nogle år siden troede jeg, at løsningen på dette problem var de LCD-skærme med Bluetooth eller WI-FI sender, som forskellige firmaer sendte på markedet, og som forsøgte at være en eller anden form for forlængelse af en lokal pc i hjemmet, som man så væk fra pc’ens normale placering kunne tage med over i sofaen eller op i sengen og bruge til at læse på, surfe på internettet på eller lignende via touch-screen faciliteter. Jeg fandt desværre aldrig her det apparat, som lige opfyldte mit behov.

Efterfølgende har jeg også prøvet at kigge på de tidligere forsøg, der har været bragt på markedet i form af forskellige første generations eReaders. Disse tidligere forsøg på produkter har dog altid forekommet mig for klodsede, for lidt brugervenlige, for svære at hente informationer ned på, og med alt for kort batteritid.

Nu er Kindle 2 så kommet på banen. Jeg må lige indrømme, at jeg ikke endnu har prøvet Sonys eReader, som efter sigende også skulle være rigtig god.

Kindle 2 er anden generation af en dedikeret eReader (på norsk kalder de et ”læsebret” ), som den amerikanske boghandelsgigant Amazon har produceret. Kindle 2 er således primært bragt på markedet for at facilitere, at Amazons kunder får nye muligheder for at kunne modtage og læse bøger, som nu leveres i digitalt format, men selvfølgelig sælges fra Amazon.

Jeg vil ikke her gå nærmere ind i alle de tekniske detaljer, som gør Kindle 2 interessant. Blandt andet leveres det digitale indhold til Kindle 2 via et proprietært trådløst netværk, som Amazon opererer i USA. Det skal blot konstateres, at jeg og mange andre mener, at Kindle 2 i dag har nået et niveau indenfor brugervenlighed og andet, der gør, at det rent faktisk ikke blot kan lade sig gøre, men også er en fornøjelse at læse indhold på apparatet.

Der skal også tages det forbehold, at Kindle 2 jo slet ikke er tilgængelig i Europa, hvorfor stort set alle de services, der udbydes i forbindelse med Kindle 2 af Amazon, slet ikke er relevante for andre end folk, der bruger Kindle 2 i USA. Jeg har imidlertid erhvervet en Kindle 2, og jeg har stor fornøjelse af den, uanset, at den slet ikke kan benyttes i forbindelse med Amazons produkter.

Kort skal det også nævnes, at når jeg har stor glæde af at benytte Kindle 2 i Danmark, skyldes det, at der naturligvis allerede er nogen, som på den positive måde har hacket Kindle 2 og ”naturligvis” har leveret et open source software (Calibre), der gør, at man kan hente forskellige informationer fra f.eks. blogs, men også konvertere PDF-filer, og konvertere dem til et format, som er anvendeligt på Kindle 2.

Dette program Calibre er naturligvis kun i sin vorden, og der er stadig mange ting, der kan gøres for at gøre det mere brugervenligt. På nuværende tidspunkt er man kommet rigtigt langt, selvom der kun er gået kort tid siden, at Kindle 2 blev introduceret i USA. Dette er i sig selv et fremragende eksempel på, hvorledes brugere via open source projekter utroligt hurtigt finder gode og innovative måder at benytte ny teknologi på!

Status er således i dag, at jeg blot efter at have erhvervet min Kindle 2 for en 3 – 4 uger siden, benytter den uden besvær til at læse forskellige blogindlæg, forskellige rapporter, der ellers leveres i PDF-format, informationer hentet ned fra nettet osv.

Kort sagt har jeg nu mulighed for stille og roligt i et behageligt læseformat at tilgå de informationer, som jeg tidligere kun downloadede og placerede på min pc, men som jeg aldrig fik læst, da jeg ikke er specielt glad for at foretage en masse udprint.

Min Kindle 2 – og her tror jeg, at det samme vil være gældende for alle mulige andre fremtidige e-book readers af tilsvarende kvalitet – har således på samme måde som RSS-feeds og podcasts radikalt ændret den måde, som jeg i dag tilgår informationer på.

Jeg tror imidlertid også, at denne Kindle 2 – og andre e-book readers – for alvor vil kunne ændre informationstilgangen for andre mennesker og – hvad der er ligeså vigtigt – ændre den måde, som de traditionelle medier vil kunne distribuere deres informationer på, og få deres informationer på. Jeg ser i Kindle 2 helt nye muligheder for, at old media (og new media) kan begynde at tjene penge på indhold, der leveres digitalt til brugere.

Jeg tror, at der er store muligheder for, at vi i fremtiden vil betale for at modtage opdaterede informationer og baggrundsartikler til vores e-book readers, såsom Kindle 2. Vi vil gerne betale for at modtage disse informationer, så længe at priserne er rimelige, og så længe at vi modtager dem i et format, der gør brugeroplevelsen i forbindelse med læsningen acceptabel.

Der er rigtig mange ting, der taler for dette. Vi er alle som brugere af nettet blevet vænnet til, at informationer ofte er meget tæt på gratis. Det ændrer ikke på, at vi fortsat gerne vil betale for kvalitet. I de tilfælde, hvor kvalitetsindhold fortsat koster penge at producere i form af omkostninger til research, journalistlønninger osv., er jeg sikker på, at vi også gerne vil betale for det, hvis prisen blot afspejler disse reelle omkostninger.

Vi er derimod ikke indstillet på at betale en pris, der afspejler, at indholdet skal distribueres på dyrt papir, med dyre trykkeomkostninger og med dyr distribution. Særlig ikke, når vi ikke – som det ofte er tilfældet med aviser – kan være sikker på, at vi overhovedet får informationerne, fordi avisen slet ikke når frem eller først kommer frem stærkt forsinket.

De medier – både nye og gamle – som kan finde ud af at levere kvalitet elektronisk til en Kindle 2 vil også kunne tjene penge på dette. De vil endda kunne tjene gode penge, idet jeg tror, at vi som brugere i hvert fald i en periode vil være indstillet på at betale en pris for den store bekvemmelighed, der vil ligge i, at få leveret sin ”daglige avis” altid til tiden og lige til ens Kindle 2, der er marginalt højere end de distributionsomkostninger, som man vil have i forbindelse med digitalt indhold.

Ikke blot traditionelle medier, såsom aviser, som ellers risikerer at lide avisdøden, således som man allerede ser, er tilfældet i USA, og som vi jo kender mange tilfælde af i Europa, herunder Danmark, vil kunne ”overleve” ved at distribuere indhold digitalt til en Kindle 2. Der vil også være helt nye muligheder for de mindre udgivelser, som i dag slet ikke har råd til at blive distribueret på papir via udbringning eller post. Her vil digital distribution også give mulighed for at tjene penge, som slet ikke var til stede før.

Nok for denne gang. I mit næste blogindlæg vil jeg prøve at uddybe, hvorledes en forretningsmodel omkring udgivelse af digitalt indhold til en Kindle 2 kunne formuleres.

Technorati Tags:
kindle2

Jeg er en trofast læser af Weekavisen gennem mange år, og jeg har længe båret over med, at WeekAvisens tilstedeværelse på nettet har været så ringe, at man hellere så glæde sig over den papirbaserede udgaves fine indhold og så glemme alt om en Internet udgave eller anden brug af nye medier.

Stor var min glæde så, da WeekendAvisen her for nyligt annoncerede på sit web-site, at man nye kunne hente en lydversion eller podcast udgave ned af avisen. Godt nok havde jeg kun helt tilfældigt fået opmærksomhed herpå, da jeg vel nærmest ved en fejl besøgte web-sitet. Jeg har nemlig nu i mere end 18 måneder fuldstændig ophørt med at læse den papirbaserede udgave af The Economist, idet jeg nu hver uge på løbebånedet eller andet sted får lyttet mig igennem den helt igennem fremragende lydversion af bladet.

Men ak. Nu har jeg forgæves prøvet af få adgang til lydversion af WeekendAvisen. selvom jeg intaster mit abonnementsnummer sker der absolut intet. På at besøge siden http://www.weekendavisen.dk/artikler/weekendavis/lyt-til-weekendavisen. Oplysningerne er sparsomme, og der er absolut ingen hjælp at hente, når man prøver at indtaste sit abonnementsnummer. Totalt talentløs brugeroplevelse!

De gode folk hos WeekendAvisen burde nok – lidt lige som Economist har gjort – ganske enkelt outsource lydudgaven til et andet firma, der kan finde ud af levere varen over nettet!

Technorati Tags:
podcast, weekendavisen

Munz premium Swizz – 70% cacao
Montozuma’s Peru Dark chocolate – 70% cacao
Chocolat Stella Costa Rica – 75% cacao
Chocolat Suisse – 74% cacao
Chocolat Suisse avec éclats de feves de cacao – 74% cacao
Confiland Chocolat Suisse avec éclats de feves de cacao – 72% cacao
Yanick Fée Bio Panama – 80% cacao
Yanick Fée Bio – 71% cacao