MHG i Computerworld
Det drøftes i øjeblikket, om de danske skattemyndigheder skal købe oplysninger om danske skatteborgere i udlandet, således at disse oplysninger kan indgå i efterforskningen af skatteunddragelsessager. (Se Artikel fra ComputerWorld 10. februar 2010). Sådan som det er oplyst, vil sådanne oplysninger, f.eks. bankoplysninger fra skattely i Schweiz, kunne medvirke til, at danske borgere straffes for skatteunddragelse, og at den danske statskasse tilføres potentielt meget store beløb.
Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at det er i vores alles interesse, at skattemyndighederne på effektiv vis søger at efterforske sådanne sager. Omkostningerne herved altid skal sættes i forhold til de potentielle økonomiske og ikke-økonomiske fordele herved.
Det giver god mening, hvis man bruger f.eks. 20 mio. kr. til at få adgang til oplysninger, som giver staten skatteindtægter på 100 mio. kr., og som måske mere generelt – en ikke-direkte målelig økonomisk gevinst – giver mere respekt for de danske skatteregler blandt potentielle skatteunddragere.
Jeg mener imidlertid ikke, at det er forsvarligt, hvis danske myndigheder erhverver sådanne oplysninger på en måde, som i realiteten betyder, at der skabes et marked for at begå ulovligheder, for at opnå en økonomisk gevinst ved videresalg til den danske stat. Dette vil være konsekvensen, hvis danske skattemyndigheder tilkendegiver, at man vil betale for oplysninger, som er ulovligt erhvervet. Den danske stat vil således medvirke til eller tilskynde til kriminel adfærd. Dette er ikke acceptabelt.
Hvis de oplysninger, som de danske skattemyndigheder ønsker skal indgå i efterforskningen, kun kan opnås ved, at nogen har fået adgang dertil via en kriminel handling, har vi et problem. I det konkrete tilfælde vil der være tale om hemmelige bankoplysninger fra lande med bankhemmeligholdelseslovgivning, og med hvilke lande den danske regering ikke har adgang til at få udleveret de pågældende oplysninger.
Det må således lægges til grund, at hvis man som udenforstående – således som de danske skattemyndigheder måtte være – skal have adgang til sådanne oplysninger, kan dette alene ske ved, at disse ulovligt er blevet kopieret og lækket af interne, altså ansatte, i bankerne, f.eks. medarbejdere, eller ved eksterne angreb gennem hackere. Selvfølgelig kan man også forestille sig situationer, hvor disse oplysninger ved et rent tilfælde er blevet lækket og er kommet tilfældige udenforstående i hænderne. Men disse tilfælde er så usandsynlige, at de ikke kan tages i betragtning.
Hvis de danske skattemyndigheder enten vælger efterfølgende at betale for sådanne oplysninger, altså betale for således ulovligt skaffede oplysninger, eller på forhånd udlover en dusør herfor, vil der uden tvivl skabes et marked for at indhente sådanne oplysninger ulovligt. Dette vil netop være en motivation for hackere for at søge at bryde ind i banker for at hente oplysninger ulovligt ind. Der er ingen tvivl, om en meget stor gruppe hackere fra rundt omkring i verdenen vil se denne økonomiske gulerod som et call to action. Dette kender man jo for de markeder, der eksisterer for køb og salg af andre hemmelige oplysninger fra firmaer. Det er uacceptabelt, hvis den danske stat indleder sig på sådanne aktiviteter.
Det er uacceptabelt i sig selv, og det er uacceptabelt også fordi, at det vil være svært at se, hvor grænsen så herefter går. Skal andre danske myndigheder på ligeså moralsk vigtige områder som f.eks. bestikkelsessager, miljøsager og lignende opfordre hackere til at bryde ind i danske og udenlandske virksomheders it-systemer for at finde ud af, om der er ellers hemmeligholdte oplysninger, som kan bruges i retssager. Jeg kan ikke forestille mig, at danske politikere ville gå så langt. Men jeg kan ikke se, hvor grænsen går mellem sådanne tilfælde og det tilfælde med skatteunddragelse, som er genstand for den konkrete diskussion.
Den konkrete diskussion er også udtryk for en manglende anerkendelse af, at datakriminalitet er ligeså slem som anden form for kriminalitet. Der er nok ikke nogen tvivl om, at denne debat aldrig ville være kommet så langt, hvis der var stillet et forslag om, at anden form for mere fysisk bevismateriale, som f.eks. fysiske dokumenter, mordgenstande, narkotika eller lignende burde skulle kunne fremskaffes til bevismateriale i danske sager på baggrund af, at danske myndigheder betalte herfor eller direkte udlovede en dusør herfor vel vidende, at disse effekter alene kunne fremskaffes, såfremt der blev indgået fysiske indbrud, folk blev truet på livet, eller vold ligefrem blev udført.
Jeg mener således, at det er forkert, hvis danske skattemyndigheder får lov til at betale dusør eller efterfølgende betale penge, hvis de får tilbudt materiale, som alene kan være fremskaffet på ulovlig vis. Jeg vil ikke udelukke, at der i helt konkrete tilfælde kan gøres undtagelser. Men den generelle regel må være den, at man naturligvis gerne indhenter og tager imod alle former for relevante beviser i sager om skatteunddragelse og i det hele taget om andre kriminelle forhold, men at man ikke aktivt medvirker til at skaffe et marked for, at sådanne oplysninger tilvejebringes på åbenbar kriminel vis.
